

Hvordan foregår første samtale?
Mange oplever følelser af spænding og nervøsitet forud for den første samtale, og det er helt forståeligt. Det kan være grænseoverskridende at sidde overfor en fuldstændig fremmed person og tale om emner, der måske føles sårbare- særligt når man ikke har nogen idé om hvordan det foregår. Derfor har jeg skrevet lidt om, hvordan det overordnet ser ud:
Selve terapilokalet er hyggeligt og lyst indrettet med rolige farver. Vi sidder skråt overfor hinanden og på væggen ved siden af os, er der en tavle, som jeg skriver og tegner på en gang i mellem.
Under vores første møde vil mit hovedformål være at forstå de udfordringer, du står over for, og overveje, hvordan jeg bedst kan støtte dig. Samtidig vil jeg dele min måde at arbejde på, samt give dig en idé om mine tanker om, hvordan vi kan gå fremad for at forbedre din situation. Du behøver ikke at have forberedt noget til den første samtale, og det er heller ikke nødvendigt, at du har en fuldstændig klar forståelse af, hvorfor du har søgt hjælp.
Ved hver samtale spørger jeg ind til, hvordan du har haft det siden sidst, og så taler vi om, hvad der skal være fokus på i dag. Afslutningsvis lægger jeg op til en snak om, hvordan dagens samtale har været, således du får mulighed for at reflektere over, hvad der var godt for dig at tale om, samt hvad der var mindre godt.
Ved ankomst bedes du banke på hoveddøren, så kommer jeg og åbner. Du tilbydes kaffe, the eller vand, og vi går sammen ind i terapilokalet. Vær opmærksom på, at der ikke er venteværelse, så kom gerne til aftalt tid.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har opfølgende spørgsmål.