Stress

Kortvarig stress er en tilstand, der gør det muligt at reagere og handle hensigtsmæssigt i ekstreme situationer. Længerevarende stress udgør en trussel mod helbredet og kan føre til fysisk og psykisk sygdom. Stress er i dag et udbredt problem, og det kan have betydelige konsekvenser for dem, der bliver påvirket af det.

Hvad er stress?

Stress er en belastningstilstand, der typisk opstår i situationer, hvor der er en ubalance imellem de krav, omverdenen stiller til dig og de ressourcer, du har til rådighed. Du kan håndtere belastninger kortvarigt, men hvis du igennem længere tid er overbebyrdet, kan det gøre skade på din krop og medføre alvorlige stresssymptomer.

Arbejdspladsens psykiske arbejdsmiljø spiller en afgørende rolle i forekomsten af stress. Faktorer som manglende indflydelse, store krav og forventninger, uforudsigelighed, mangel på social støtte og meningsløshed påvirker alle oplevelsen af stress.

Dit privatliv spiller også en væsentlig rolle. Forhold som konflikter, skilsmisse, sygdom i familien, traumatiske oplevelser eller andre belastende omstændigheder, kan gøre dig mere sårbar overfor stress på arbejdspladsen. Hvordan du vurderer dine egne evner til at klare opgaver spiller også en rolle, og derfor varierer det, hvor meget arbejdspres der skal til, før en person føler sig overbelastet.


Fysiske symptomer på stress

  • Hovedpine
  • Hjertebanken
  • Svedeture
  • Nedsat immunforsvar – hyppige infektioner
  • Appetitløshed
  • Svimmelhed
  • Diarré
  • Rysten på hænderne
  • Nedsat lyst til sex

Psykiske symptomer på stress

  • Træthed og søvnproblemer
  • Hukommelsesbesvær
  • Ulyst
  • Anspændthed
  • Koncentrationsbesvær
  • Utålmodighed
  • Angst for almindelige problemer – en uforklarlig angst
  • Depression

.

Overvejelser omkring behandling

Stresshåndtering kræver en tilpasset og helhedsorienteret tilgang. Jeg benytter en kombination af kognitiv adfærdsterapi (KAT), mindfulness og afslapningsteknikker.

Kognitiv Adfærdsterapi (KAT): KAT er en effektiv behandlingsmetode, der fokuserer på at identificere og ændre destruktive tanker og adfærdsmønstre, som bidrager til stress. Gennem KAT arbejder vi med at udfordre og omstrukturere negative tanker, hvilket kan reducere stress og angst. Denne tilgang hjælper dig med at udvikle mere realistiske og konstruktive måder at tænke og reagere på stressende situationer.

Mindfulness og afslapningsteknikker: Jeg integrerer en række afslapningsteknikker, såsom dyb vejrtrækning og mindfulness-meditation. Disse teknikker kan bidrage til at sænke kroppens stressreaktion og fremme en tilstand af ro og balance. Ved regelmæssigt at praktisere disse teknikker kan du opnå en større følelse af indre fred og bedre håndtere dagligdagens stressorer.

Mit mål er at hjælpe dig med at forstå stress, lære at håndtere det effektivt og genfinde en følelse af ro og kontrol i dit liv.